Publiceret: 1. marts 2022 Læsetid: 10 min.
Udnytter du din database?
Der er rigtig mange fordele ved at bruge en database til at lagre sine data – ikke mindst hvis man arbejder med geografiske data!
Men for mange stopper udnyttelsen der – man gemmer sine data i databasen og kan selvfølgelig nemt (og ikke mindst hurtigt) hente dem igen – men alle de andre muligheder, som databasen tilbyder, udnyttes ikke!
Funktionalitet i databasen
Det er nemlig muligt at udvide databasen med intern funktionalitet. På den måde kan din dataanvendelse blive såvel mere intelligent som af en højere kvalitet.
Lidt forenklet kan man tale om funktionalitet på flere niveauer:
Automatisering af dataopsamling
Denne type funktionalitet er karakteriseret ved, at den arbejder på et enkelt objekt i en bestemt tabel. Det kan eksempelvis være muligheden for automatisk at opdatere felter som oprettelsestidspunkt, tidspunkt for seneste ændring, bruger, der har oprettet henholdsvis opdateret, beregning af en linjes længde eller en flades areal. Den slags automatisering kan opnås ved at oprette triggers på tabellen.
Sikring af datakvalitet
Hvis du gerne vil sikre, at alle obligatoriske felter er udfyldt, at hvis du angiver én værdi i ét felt, så skal et andet felt indeholde en værdi fra en (begrænset) liste af gyldige værdier og generelt, at der er sammenhæng i de værdier, som du angiver for et givet objekt, så skal du have fat i database constraints.
Relation mellem objekter
Det kan være hensigtsmæssigt f.eks. at samle oplysninger fra andre tabeller/lag i databasen, når man opretter og vedligeholder lag i en given tabel. Et eksempel på dette kan være et lag, som indeholder den geografiske placering af brandstandere i et givet område. Hvis disse informationer skal bruges i andre sammenhænge end på et kort, så kan det være praktisk, at de er forsynet med den nærmeste adresse. Dette kan gøres automatisk – enten som en permanent registrering på brandstander-laget eller som en information, der påstemples den enkelte brandstander, når data eksporteres til andre formål.
GIS uden kort
Endelig kan du bruge databasens funktionalitet til at etablere et “GIS uden kort”. Det kan f.eks. være, at du gerne vil have bestemte personer informeret, når der sker bestemte ændringer i kortet: Så kan du opsætte funktionalitet, som “overvåger” de interessante data, og adviserer de relevante personer, f.eks. via e-mail, når en bestemt situation opstår.
Dette er blot nogle eksempler på udvidelsen af database-anvendelsen fra ren opbevaring til intelligent dataforvaltning. Mange andre eksempler kunne findes – og også i flere kategorier end angivet ovenfor.
Kunne du tænke dig at læse mere?
Så kan du f.eks. gå på Geoforums hjemmeside. Jeg var nemlig så heldig at få lov til at skrive en artikel om netop dette emne til bladets marts 2022 nummer.
Klik på bladet nedenunder for at komme til Geoforums blad.