Publiceret: 22. april 2022 Læsetid: 10 min.
Overblik over fjernvarme-udbygningen
Der er mange steder fuld gang i udbygningen af fjernvarmenettet, så flere husstande fremover vil kunne tilbydes fjernvarme.
Men med regeringens udspil i sidste uge, hvor man satser på at få udbygget fjernvarmeforsyningen med 200.000 ekstra husstande frem mod 2028, bliver behovet for planlægning, projektering og styret udrulning ikke mindre.
Der ligger en lang række opgaver til fjernvarmeforsyningerne, hvis dette udspil skal realiseres. Blandt disse er for eksempel at skaffe et overblik over den aktuelle opvarmningsform for alle husstande indenfor forsyningsområdet, hvis man ikke allerede har et sådant.
Det gælder selvfølgelig i særdeleshed for dem, som i dag har en anden opvarmningsform end fjernvarme. Hvor kan udbygningen bedst betale sig i forhold til at “aflaste” de nuværende, mindst klimavenlige opvarmningsformer?
En anden opgave er – når områderne er udvalgt, og man påbegynder markedsføring, aftaleindgåelse og etablering – at holde styr på, hvor den enkelte husstand/ejendom er henne i processen.
Begge disse opgaver kan GIS-løsninger i høj grad bidrage til.
Skab et overblik over den eksisterende opvarmningsform!
Fjernvarmeselskaberne har selvsagt et glimrende overblik over, hvor der allerede opvarmes med fjernvarme – det er jo egne kunder!
Men hvordan sker opvarmningen i resten af forsyningsområdet? Og hvor er der i særdeleshed opvarmning med de ikke så miljøvenlige løsninger, som naturgas og oliefyr?
Det kan de åbne grunddata i høj grad være med til at belyse. Se f.eks. kortudsnittet nedenfor, hvor den eksisterende opvarmningsform er vist med forskellig signatur.
Eksisterende opvarmningsform hentet fra BBR-registret
I BBR-registreret kan man nemlig finde informationer om den enkelte bygnings varmeinstallation, opvarmningsmiddel og eventuelt supplerende varmekilde. Disse informationer er ikke i alle tilfælde komplette og ajourførte – men de kan under alle omstændigheder sagtens anvendes til at give et dækkende billede af den aktuelle situation.
I det viste kortudsnit er de nævnte informationer hentet og geokodet, således at man på et kort kan vise opvarmningsformen. Man kan desuden tænde/slukke for de enkelte opvarmningsformer for at skabe et overblik.
Til venstre herfor vises alene de bygninger, som er opvarmet med naturgas – og i dette tilfælde finder vi to koncentrerede områder og lidt spredt herimellem. Dermed har man et godt udgangspunkt for det videre projekteringsarbejde, hvor en lang række fjernvarmefaglige overvejelser, som eksisterende anlæg, tracélinjer og lignende inddrages.
Med de fra BBR tilgængelige data kan man ydermere – hvis det ønskes – beregne hvor mange kvadratmeter bygning, der er opvarmet med den pågældende opvarmningsform i et givet område. Herved fås et mere kvalificeret bud på den potentielt tilgængelige kundemasse.
Disse data ligger klar – frit og gratis tilgængelige – på Datafordeleren.
Få overblik i processen med information, aftaleindgåelse etc med de enkelte ejere!
Når de enkelte nye fjernvarmeområder er udlagt, begynder arbejdet med at informere ejerne, afholde møder og konsulentbesøg, modtage foreløbige og bindende tilmeldinger for selvfølgelig i sidste ende etablere tilslutningen. Denne proces er i høj grad individuel fra forsyning til forsyning. Men fælles for alle forsyninger er, at der skal holdes styr på hvor langt, man er i processen med den enkelte ejendom.
Igen kan en geografisk visualisering bidrage til et løbende overblik. Hvis man registrerer de enkelte ejendomme i en database – eller endnu simplere i et regneark – og samtidig løbende vedligeholder, hvor langt i processen, den enkelte ejendom er, så kan indholdet visualiseres på et kort á la det, der er vist her til højre.
Med forskellige signaturer angives f.eks. at man har modtaget informationsbrev, at man har tilkendegivet umiddelbar interesse, at man har indgået en egentlig aftale eller at man har takket nej til tilbuddet.
En sådan løsning kan opsættes ganske simpelt i et regneark, hvor hver ejendom listes og i kolonner ud for denne angives dels forskellige praktiske informationer, som adresse, ejers kontaktinfo o.lign., men samtidig markeres hvor langt den enkelte ejendom er i processen med at blive tilsluttes fjernvarme (eller takke nej).
Hver nat sørger en automatisk rutine for at data uploades og geokodes i forsyningens webGIS, så alle medarbejdere løbende har et overblik over processen. Samtidig kan webGIS’en bruges som et hurtigt opslagsværktøj, når telefonnummer eller email-adresse til den enkelte ejendoms ejer skal findes.
Virker regnearksløsningen lidt for simpel, kan noget tilsvarende også med en meget moderat indsats opbygges i en database med et brugervenligt interface til vedligeholdelse af data.
Således har alle relevante medarbejdere – måske endda også borgerne – og ikke mindst projektlederne for de enkelte konverteringsprojekter altid et visuelt overblik over aktuel status på projektområderne.