Publiceret: 15. april 2024 Læsetid: 5 min.
Opslag i Skråfotos direkte fra QGIS
Bruger du QGIS, og har du ofte brug for at se det område, som du arbejder med, i et opslag i Dataforsyningens Skråfotos?
Skråfoto opslag
Hidtil har man været nødt til at forlade QGIS, gå til Skråfotos i en browser og finde det pågældende område via fx. et adresseopslag. Lidt omstændeligt – især hvis man har behovet flere gange dagligt!
Forleden underviste jeg en flok nordjyske QGIS-brugere, og de efterlyste en nemmere måde at gøre dette på! Jeg kunne ikke umiddelbart se muligheder med QGIS’ indbyggede funktionalitet, så løsningen blev at udvikle et plugin.
Plugin, der integrerer QGIS med Skråfotos
Pluginet er udviklet og ligger nu frit tilgængeligt på QGIS’ plugin repository. Du installerer det på følgende måde:
- Åbn QGIS plugin administrator (menuen ‘Plugins’ -> ‘Manage and install plugins’)
- Søg nu efter plugin’et ‘Skråfotos’.
- Installér ved at trykke på ‘Install plugin’.
Når plugin’et er installeret, kan det aktiveres fra to forskellige steder:
- Et nyt menupunkt (‘Web’ -> ‘Skråfotos’ -> ‘Opslag på skråfotos’)
- En ny knap i værktøjsbjælken
Anvendelse
Du bruger plugin’et som illustreret i ovenstående lille GIF. Den vises også ved aktivering af plugin’et, indtil du slår den fra.
- Vælg ovennævnte menupunkt eller tryk på knappen.
- Klik i kortet og træk – mens du holder museknappen nede – en linje fra dit betragtningspunkt til det punkt, som skal være centrum i dit skråfoto-opslag.
- Slip museknappen og QGIS åbner det ønskede skråfoto.
Skråfotos kan kun vises fra de 4 primære verdenshjørner (nord, syd, øst og vest), og QGIS korrigerer derfor den retning, som du trækker linjen i til nærmeste primære verdenshjørne.